MEHO SELMAN / REGIONSRÅDSMEDLEM - SYDDANMARK (ODENSE 2. KREDS) 

 

 

 

 

 

 

 

 



Mehos artikler




SARAJEVO og BOSNIEN 100 år efter! 
(Fyens Stiftstidende, 28. juni 2014)

Af Meho Selman, regionsrådsmedlem, tidl. bosnisk repræsentant i Odense Integrationsråd og Mirsad Selman, formand for Bosniakkisk torturofferforening i Odense.


For præcist 100 år siden skrev en by verdenshistorie. Bosniens hovedstad, Sarajevo, var hjemmested for det berømte ”Sarajevo-attentat”, der førte til udbruddet af 1. verdenskrig.

Anledning til det hele var, at den kun 19-årige serbiske student og nationalist Gavrilo Princip myrdede tronfølgeren til Østrig-Ungarn, Franz Ferdinand, og hans hustru, Sofie, i Sarajevo 28. juni 2014. Motivet for mordet var, at Østrig-Ungarn havde annekteret det gamle og selvstændige kongerige Bosnien i 1908. Attentatet i Sarajevo skulle bruges af Østrig-Ungarn som anledning til at iværksætte en regionalt afgrænset krig mod Serbien, men det hele udviklede sig i en anden retning, da andre store magter blev involveret.

 

I disse dage markeres denne begivenhed i vores gamle hjemland og vil bruges til at reflektere over fortiden, men den vil også være anledningen til at der bliver kigget på, hvor byen og landet befinder sig nu efter en mere end spændende 100-årig periode.

 

Sarajevo kaldes tit for ”Europas Jerusalem” pga. sin kulturelle, etniske, religiøse mangfoldighed. Tolerancen over for andre forskelligheder har bestemt ikke være fremmed for denne by. Der er adskillige eksempler på, at mennesker i nød igennem historien har søgt husly og beskyttelse i denne by. Da jøderne eksempelvis i sin tid måtte forlade Spanien, bosatte en del af dem sig netop i Sarajevo, som de med tiden har givet deres bidrag til byens udvikling. Især under 2. verdenskrig beskyttede mange af Sarajevos indbyggere deres naboer mod at blive deporteret til nazistiske kz-lejre.

 

Men alligevel oplevede den kosmopolitiske by en grim skæbne under krigen i 90’erne, da Bosnien fik sin selvstændighed tilbage. En yderst brutal og umenneskelig belejring af byen fra Miloševićs hær, der varede 1395 dage uden vand, strøm, varme, med tusindvis af dræbte, er en kedelig rekord, som andre europæiske byer ikke kender noget til. Det gik desværre endnu værre med resten af landet, hvor tragedien i Srebrenica, etnisk ”udrensning”, genskabte kz-lejre og millioner af flygtninge har givet krigen en karakter af folkemord.

 

Følgerne af krigen i 90’erne mærkes stadigvæk meget tydeligt og disse er stadigvæk hovedårsagen til, at landet ikke kan udvikle sig i den ønskede og nødvendige retning. Hermed ikke sagt, at befolkningens altomfattende utilfredshed over yderst korrupte og arrogante politikere ikke var årsagen til, at landet i februar måned blev ramt af de værste sociale uroligheder siden krigen i 90’erne.

Dagens politikere kan ikke føre landet ud af krisen og slet ikke tilnærme optagelsen i EU.

Men den forfærdelige krig i slutningen af sidste århundrede og dens uretfærdige afslutning er og forbliver den største barriere for landets udvikling.

 

Dayton-Aftalen (DA) fra 1995 har standset den bosniske krig – og det er i sig selv stort. Men på en underlig måde begrænser denne aftale landets udvikling. Sådan som den er i dag, giver den de udygtige og korrupte politikere mulighed for at blive ved magten – næsten hele tiden – for det ser ud som om de på grund af den etniske opdeling er vogtere/beskyttere af sine egne grupperinger. Og den etniske opdeling af landet er aftalens absolut største ulempe. Aftalen har blåstemplet Mladić og Karadžićs våbensmagt. Selv om disse to i dag sidder i Haag, lever deres projekt stadig i bedste velgående. Derfor er det afgørende, at det internationale samfund nu for alvor blander sig og ikke tillader de samme fejl som for 20 år siden. Bosnien-Hercegovina, som af mange kaldes for mini-Jugoslavien, trænger til en reel fornyelse. DA skal følges af en slags ”Dayton 2” som skal modernisere landets forfatning, sådan at den enkelte borger kommer i centrum frem for de etniske grupperinger.

Det er heller ingen hemmelighed, at kræfterne i den serbiske del af Bosnien, som drømmer om løsrivelse, afviser landets tilnærmelse både til EU og NATO. Når man læser dette, kan man ikke undgå at have dagens Ukraine i baghovedet, hvor udviklingen i dette land ganske enkelt skræmmer.

 

Derfor skal hjælpen komme udefra her og nu, hvor én vej kan være en særlig EU-kandidatstatus til Bosnien – efter forslag fra den kroatiske udenrigsminister, så landet kommer ud af dødvandet. Med en diskriminerende Dayton-forfatning, kan Bosnien ikke leve op til de krav, EU stiller for EU ansøgere. Og alt andet end europæisk integration og medlemskab af NATO kan føre landet og regionen til kaos. Det er helt klart i borgernes interesse, men det er også i EU's interesse, at forhandlingerne om Bosniens EU-kandidatstatus bliver genoptaget. Trods stigende EU-skepsis og Unionens interne problemer er der helt klart behov for stærkt engagement fra EU og også gerne fra USA på Balkan. Dels for at undgå at Ukraine-scenariet breder sig andre steder i Europa, dels for at skabe et reelt grundlag for et stabilt og fredeligt Balkan – 100 år efter verdens mest omtalte attentat.

 


STATSBORGERSKAB ER EN STOR ÆRE
(Fyens Stiftstidende, 17. juni 2014)

Man kunne læse forleden dag i pressen, at færre får statsborgerskab under SR-regering.

Antallet af personer, der får tildelt dansk statsborgerskab er faktisk det laveste i mange år, trods reglerne er blevet lempet (f.eks. nedbringelse af sagsbehandlingstiden). Det ville naturligvis være meget interessant at have lidt mere viden, hvorfor antallet af borgere, der får tildelt statsborgerskab ved lov, er faldet støt.

 

Men uanset hvad må der ikke herskes nogen tvivl om, at tildeling af dansk statsborgerskab er en af de største begivenheder i ens liv. Det har det i hvert fald været hos mig. Det er en stor ære og det er også et bevis for én selv, at benhårdt arbejde betaler sig til sidst. At komme som flygtning fra et sted, hvor der i de fleste tilfælde hersker en brutal krig med al sin elendighed, etnisk/politisk forfølgelse osv. og efter alt dette finder man alligevel overskud til at starte en ny tilværelse helt forfra. Man er naturligvis meget heldig, at man kommer til et land, hvor man får mulighed for at starte et nyt liv, og derfor er man også taknemmelig. At begynde på et nyt sprog som et voksent menneske (og dansk sprog er bestemt ikke noget nemt sprog, skal der hilses at sige), at starte forfra med uddannelsen, at begå sig på dansk arbejdsmarked med alle skrevne og uskrevne regler og normer – alt sammen er en mangeårig proces som til sidst krones med tildelt statsborgerskab. Tildeling af dansk statsborgerskab er ikke alene anerkendelse af det omgivende samfund, det er også anerkendelse af sig selv. At arbejdet ikke var forgæves.

 

Samtidig betyder den tildelte statsborgerskab også, at man selv har erklæret, inden man har søgt om statsborgerskab, at man vil leve og virke indenfor rammerne af det pågældende lands lovgivning. At man også vil udvise respekt over for kulturværdier og samfundsorden. Om man i mellemtiden måske har ændret sine spise/drikkevaner er naturligvis helt irrelevant. Det handler ikke om, hvad man spiser/drikker, det handler om man er med. Det handler om, at man er parat til at yde sit bedste for sit nye land og dets medborgere.   

 

Det er ganske logisk, at pligter og rettigheder følges ad hinanden. At forvente kun at nyde rettigheder uden at give noget tilbage hænger ikke helt sammen. Derfor er det forståeligt, at der findes en ordentlig lovregulering om tildelingen af dansk statsborgerskab – en regulering, hvor enhver person med den fornødne respektbesiddelse og motivation kan klare kravet om tildeling af statsborgerskab. Dem, der alligevel ikke kan klare disse formelle krav, og som heller ikke opfylder dispensationskrav, er stadigvæk medborgere i dette land, som kan bidrage på mange andre måder.

 

Der er heldigvis en stor del mennesker, også dem som ikke kommer fra de såkaldte ikke-vestlige lande, som er indforstået med disse pligter-rettigheder krav. Rigtig mange af disse mennesker vil kun det bedste for Danmark, rigtig mange vil gerne tjene Danmark. Når man har en sådan indstilling, hvilket også kan måles via tildeling af dansk statsborgerskab, er det heller ikke umuligt, at vi får et stabilt og harmonisk, men også mangfoldigt fællesskab – til gavn for alle.


 

MULTIRELIGIØSE RUM på DANSKE SYGEHUSE
(Fyens Stiftstidende, 24. marts 2014)

Jeg har nu boet i Danmark i 20 år og dengang vi måtte flygte fra det krigshærgede Balkan, vidste vi overhovedet ikke, hvor vi var på vej hen. Det kunne lige så godt være hvilket som helst ukendt sted med andre mennesker, andre traditioner og kultur i det hele taget.

 

Endestationen for mit vedkommende blev det lille og ret ukendte Danmark.

Jeg må nok indrømme, at mit kendskab til Danmark var ret begrænset på det tidspunkt, men midt i den bosniske krig havde vi hørt, at Danmark vandt EM titlen i fodbold.

 

I de 20 år så længe jeg har boet i dette land, har jeg fået en meget positiv opfattelse af den danske befolkning. At der er tale om en human, godhjertet, retfærdig og tolerant befolkning.

 

Den tolerance, som den danske befolkning udviste dengang over for os fra Balkan, men også over for alle andre fra andre verdenslande, den tolerance må ikke misforstås og heller ikke misbruges.

Derfor – når der for tiden diskuteres om det multireligiøse rum på de danske sygehuse, må der overhovedet ikke herske nogen tvivl om, at nogen vil have kristendommen ud af de danske sygehuse.

Hvis der alligevel er nogen, som muligvis måtte gå rundt med den tanke, skal man tro om igen – for det er ganske umuligt.   

 

Men vi må også indrømme, at vi i dagens Danmark har en del mennesker, som har nogle andre religiøse vaner – også når de opholder sig på danske sygehuse.

Disse vaner er lidt anderledes end det man har været vant til indtil nu.

Disse vaner kan vi ikke tage fra disse mennesker og derfor vil jeg synes, at det vil være rigtig godt, at vi har et bestemt sted, bestemt rum på sygehuset, hvor man kan praktisere sin religion uden at dette støder andre patienter/borgere.

 

Derfor bakker jeg op om forslaget, hvor vi på det nye sygehys i Odense har et multireligiøst rum, som skal kunne anvendes af alle. Et stillerum mere vil også være fint, hvis der ellers er råd og plads til det.

Vi har set, at der faktisk allerede i dag findes sådan nogle rum på nogle sygehuse i Region Syddanmark, og det fungerer uden problemer.

Hvis viljen er til stede, så er der helt bestemt plads til alle – både til religiøse, mindre religiøse og slet ikke religiøse mennesker.

 


DEN STORE DAG NÆRMER SIG
(Fyens Stiftstidende, 1. marts 2014)

Den store dag nærmer sig for alvor. Fra den 1. november 2014 skal man kunne modtage Digital post fra det offentlige, hvis man er over 15 år. For ejendomsejere og børnefamilier er den store dag endnu nærmere – allerede nu fra den 1. april 2014 – som følge af frikommune forsøg i Odense Kommune. Og så vil det være slut med kuverterne, post i papirudgave, alt skal erstattes med 2-3-4 hurtige klik på nettet, hvor den nye post modtages/læses og derefter arkiveres i mapperne. Alt sammen lyder meget nemt og praktisk, hvilket det også er – bare teknikken virker!

 

Alle os, som har lidt mere erfaring med at bruge computeren, har prøvet det. At der for tit sker alt for mange helt uforudsigelige tekniske problemer i brug af computeren. Og her tænker jeg slet ikke på den berømte java-fil, for den er næsten helt for sig selv. Her tænker jeg på de mange små irritationsøjeblikke, som man oplever lige for tiden, når man f.eks. bruger borger.dk, den hjemmeside, hvor man skal åbne sin digitale post. Alt for tit får man uforståelige fejlmeddelelser på skærmen. I det seneste stykke tid har der konstant været åbnet et infovindue på borger.dk, som fortæller, hvad man skal gøre, hvis siden ser ”forkert” ud, mange andre gange læser man blot, at der er ”tekniske problemer på siden og at der arbejdes på et finde en løsning”. Man får også vejledning på siden, hvad man skal gøre, når den ser gal ud eller når den ikke virker, som den skal. En fin vejledning, hvis/når problemet opstår – alt afhængig af hvilket styresystem eller browser man bruger.

 

Og så stopper jeg her og spørger: er alt dette (brug af Digital post inklusiv mange smarte begreber/funktioner samt opdatering af java-fil) noget man kan nå at lære i løbet af de 2 undervisningstimer, som for tiden annonceres mange steder i vores lokale samfund? Kan det virkelig passe, hvis man er nybegynder eller én med lidt erfaring i brug af computeren – lige meget om man er pensionist eller en voksen – at man kan lære alle de nævnte ting i løbet af få (2) timer?

 

Vi ved alle sammen, at vi ikke kan standse den digitale udvikling, der sker omkring os, og som vi alle sammen bevidner, næsten alle steder. Men der må også være noget tilbage af begrebet ”tryghed”, som også skal betyde det i den bogstavelige forstand. Hvis man ikke har computererfaring og hvis man af en eller anden grund, som ikke har sundhedsmæssig karakter, ikke kan betjene computeren, så må resten af det store fællesskab vise forståelse for dem, som har svært ved det. Vores ældre, som i dag fortjent nyder sin pensiontilværelse skal ikke have nogen dårlig samvittighed for ikke at være med i brug af digitale tjenester. Især hvis teknikken ikke opfører sig, som den skal, eller hvis der kommer de uforståelige meddelelser.

 

Derfor bliver jeg rigtig glad for, at der nu meget sandsynligvis opstår mulighed for, at der søges om fritagelse for at oprette Digital post. Denne fritagelsesmulighed opfatter jeg som en midlertidig overgangsløsning. Ingen tvivl om, at den digitale kommunikation giver en hel masse fordele – når teknikken ellers virker. Men i denne sammenhæng tror jeg stadigvæk mere på gulerod end pisk. Mange af vores medborgere, især pensionister, fortjener egentlig en stor ros for deres flittige engagement for at begå sig på internettet og for at følge med tiden. Mange vil også blive ved med at gøre det, de har blot brug for mere tid. 2 timer af introduktionskurser er slet ikke nok, især nu når den store dag nærmer sig.




BROAFGIFT: DEN ER FOR DYR
(Fyens Stiftstidende, 12. januar 2014)

Som regionsrådsmedlem i Region Syddanmark er jeg rigtig glad for, at folketingsmedlem, Trine Bramsen, rejser en ny debat om en alt for høj brotakst for at krydse Storebælt.

Det er måske ikke realistisk at forvente, at brotaksten forsvinder helt. Men en fornyet debat er i den grad vigtig, da den påpeger, hvor betydningsfuldt det er for hele vores region - og ikke mindst for Fyn - at brotaksten sættes betydeligt ned. For Storebælt er simpelthen for dyr.

Vi fik at vide så sent som i går (så sent som for et par dage siden), at Fyn sakker bagud i kampen om arbejdspladser, hvor flere industrivirksomheder efterhånden er blevet væk. Vi ved ud fra mange undersøgelser, at en øget mobilitet sikrer vækst – og det er netop det, Fyn har brug for.

Når overskuddet fra Storebæltsbroen bruges til andre projekter landet rundt, så vil det være rigtig fint, hvis de kommende store byggeprojekter i Fyns hovedstad understøttes med nedsættelsen af broafgift.

Samtidig vil det også være dejligt at besøge familien på den anden side af broen noget oftere – uden eller med en væsentlig mindre broafgift.



Nyt OUH: PLADS TIL ALLE
(Fyens Stiftstidende, 11. januar 2014)

Jeg synes, det er helt i orden, når Bo Libergren (V) og Niels Erik Søndergaard (DF) mener, at de nye sygehuse skal have et kristent gudstjenesterum. Samtidig er det også fint med et ”stillerum” mere, hvor andre religioner også kan praktiseres uden at dette støder andre patienter/borgere. Når der er tale om et sådan stort hus, som det nye sygehus bliver, er jeg overbevist om, at der kan være plads til alle – både religiøse, mindre religiøse eller ikke-religiøse mennesker overhovedet. Bare respekten er der.


VELFÆRD ER IKKE NOGEN SELVFØLGE
(Fyens Stiftstidende, 15. december 2013)

Mandag den 9. december blev der afholdt konstitueringsmøde i regionsrådet i Region Syddanmark. Et ganske kort møde med ganske få punkter på dagsorden.

 

Men for mig var dette første konstitueringsmøde i en dansk folkevalgt samling én af de dage og begivenheder, som jeg vil huske for evigt. Det er én begivenhed, der er sket i år, hvor mine bosniske landsmænd og jeg markerer 20 år af vores ankomst til Danmark.

20 år før skulle man starte helt forfra, men 20 år efter er man til konstitueringsmøde – takket danske vælgere, som har vist mig den store tillid ved at stemme på mit navn. Det er helt klart en stor ære, men samtidig også en stor forpligtelse – at man ikke svigter den viste tillid.

 

Uanset hvordan det kommer til at gå med mit politiske engagement – vil jeg i enhver lejlighed fremhæve de værdier i dette samfund, som har muliggjort det for mig at komme videre i mit liv. Der er rigtig mange værdier, som jeg er glad for i det danske samfund, men værdierne: solidaritet, lighed, fællesskabets omsorg for dem, som virkelig har brug for hjælp – er jeg bare ekstra glad for. Vi mennesker er naturligvis og heldigvis meget forskellige individer. Vores forskellighed og frihedsidealler skal respekteres og værnes om – men samtidig skal lighedsprincip forblive én af de grundlæggende værdier – især inden for uddannelses- og sundhedsområdet. Tit tager man disse velfærdsydelser som en selvfølge. Og nogle gange har jeg den opfattelse, at man ikke helt er klar over konsekvenserne, når man vil gøre op med lige rettigheder til alle – især på 2 nævnte områder (sundhed og uddannelse).

 

Man kan bare prøve at sammenligne forholdene i vores lille Danmark med andre steder i verden. Under mit dyrlægestudie i mit gamle hjemland, fik jeg ikke en eneste dag lommepenge eller en anden økonomisk understøttelse fra staten.

Min far var maler og havde knoklet fra morgen til aften for at tjene overskud til at sende mig hjemmefra og tage en videregående uddannelse. Næsten alt gik i stå i vores lille hustand på 4 personer – så længe min studiegang har varet.

Lægehjælp var heller ikke helt gratis – og for at få en anstændig behandling på sygehuset skulle man også spare op ved siden af – for at give lægerne lidt i lommen.

 

Sammenlignet med andre steder i verden – kan det derfor ses og siges, at vi stadigvæk har det godt i vores lille Danmark.

Men eksemplerne fra andre steder i verden viser også, hvad vi kan miste.

Det er vigtigt, at man hele tiden er opmærksom på, at den økonomiske og sociale ulighed ikke øger den helbredsmæssige ulighed – hvor vi gang på gang får undersøgelser, som viser, at høj levetid hænger sammen med længevarende uddannelsesbaggrund.

 



STOR RESPEKT
(Fyens Stiftstidende, 12. december 2013)

NELSON MANDELA/FREDERIK HARHOFF: Æret være Nelson Mandela minde. Stor respekt for den store frihedskæmper. Også stor respekt for den anerkendte danske folkeretsekspert, Frederik Harhoff, som nu for første gang tager bladet fra munden om hans kontroversielle fyring fra Krigsforbryderdomstolen for Jugoslavien (ICTY) i august.

Afsat dansk dommer har blot kritiseret nogle uforståelige frifindelser af øverstbefalende under krigen i Jugoslavien og Bosnien i 90’erne. Øverstbefalende, som på en yderst brutal og umenneskelig måde, tog friheden fra andre mennesker.



DET REELLE FOLKESTYRE
(Fyens Stiftstidende, 5. juni 2013)

I disse junidage vil det være præcist 20 år siden, jeg som de fleste bosniske flygtninge kom til Danmark.
20 år efter – takket være mit politiske engagement, vil jeg få mulighed for at holde min første grundlovstale.

Dette opfatter jeg som en stor ære – for det skal ske på dagen, hvor vi minder om denne datos særlige betydning for det reelle folkestyre.


Jeg fremhæver ordet ”reelle”.
Grundet mine oplevelser fra den ikke så fjerne fortid kan jeg fortælle, at der ikke er ret mange steder, demokrati og folkestyre afspejler folkets reelle vilje.


Da Berlin-muren faldt i slutningen af sidste århundrede, fik mange af de tidligere øst-europæiske kommunistiske lande efter flere årtier mulighed for at selv vælge eget styre. Et styre som skulle tjene befolkning for at bl.a. øge velstand og bygge velfærd.

Sådan gik det desværre ikke alle steder.


Eks-Jugoslavien er et sørgeligt bevis på, hvordan folkestyret valgt på de populistiske holdninger kan føre til kaos og vanvid.


Dæmoniseringen af andre, der har en anden baggrund, har desværre resulteret i begreber ”etnisk udrensning” og ”folkemord” for de værste forbrydelser i Europa siden Anden verdens krig – som også blev bekræftet af den Internationale domstol i Haag.


Tragedien i Jugoslavien fra 90’erne vil altid minde om, hvad der kan ske, når galskab overtager fornuften, når mennesker overskrider grænsen, når en del af fællesskabet ikke respekterer den personlige frihed for at vælge og tænke anderledes.


Det reelle folkestyre – som jeg har været heldig at lære at kende i det danske land – er en garant for, at hele befolkningen behandles med respekt og anstændighed, hvor fællesskabet viser omsorg for den enkelte.


Vi er alle sammen vidner til, at den enkelte i disse tider virkelig har brug for fællesskabet.

Vi er alle sammen vidner til, at vi lever i en tid, hvor tingene foregår og kører stærkt, måske lidt for stærkt – og hvor alle ikke kan følge med.

Det er ikke kun vores samfund, der er under hektisk forandring i disse år, men det er vores samfund, der prøver at skabe de bedste forudsætninger for at komme godt ud af de økonomiske udfordringer, vi står over for.


Det er vigtigt at huske og understrege, at reformer, der gennemføres i disse tider, får et menneskeligt aftryk – hvor solidaritet og lighedsprincippet skal forblive de grundlæggende værdier i det danske samfund.

 

Især lighedsprincip skal understreges indenfor uddannelse- og sundhedsområdet.

Vi ved, hvor vigtigt det er, at alle vores medborgere får fri og lige adgang til sundhedsydelser.

Vi får faktisk undersøgelser, som gang på gang viser, at de dårligst stillede er mere syge end andre befolkningsgrupper med f.eks. længerevarende uddannelse.

Vi skal huske, at det hele i disse krisetider alene ikke handler om økonomisk og social ulighed, men også om helbredsmæssig ulighed.

Sammenlignet med andre steder i verden – kan det siges, at vi stadigvæk har det godt i vores lille Danmark.

Men eksemplerne fra andre steder i verden viser også, hvad vi kan miste.

 

Fælleskabets omsorg for dem der har brug for hjælp, solidaritet, tryghed – det må man aldrig give slip på.

 

Det er netop ud fra disse værdier – jeg fik husly og mulighed for at komme videre i mit liv – dengang for 20 år siden – da jeg kom til Danmark.

 

Derfor vil jeg med mine egne erfaringer i bagagen gerne være med til at formidle disse nære menneskelige værdier – ved at stille op for 2. gang som regionskandidat for vores 2. kreds.

 

Det gør mig enormt beæret og stolt, at mit navn vil stå på den liste, som vil værne om alle de nævnte værdier.


MEHOS GRUNDLOVSTALE 5. JUNI 2013


MEHOS GRUNDLOVSTALE 5. JUNI 2013


 
AT VENDE HJEM FRA KRIG
(Odense, 28. april 2013)

I det seneste stykke tid er der flere historier om hjemvendte soldater og deres genoplevelser af traumer fra Afghanistan, Irak eller Balkan.
At det er vanskeligt at vende hjem fra krig og få en nogenlunde normal tilværelse – er der flere danske forskere, som har påpeget igennem tiden.


Senest i bogen ”Krigsveteran for altid” fortæller forfatteren (Morten Thomsen) – via snak med ca. 100 mennesker i og omkring veteranmiljøet – hvordan er det at leve med angstlidelsen PTSD, men også om det hvordan man finder ro.


Psykiske lidelser har længe været et tabuemne i Danmark – uanset om der er tale om mennesker som har været udsat for diverse krigssituationer, tortur, overfald eller voldtægt.


Disse traumatiske oplevelser forårsaget af forskellige livstruende hændelser medfører depressioner, angst, koncentrationsvanskeligheder, hukommelsesproblemer, søvnløse nætter m.m.

Som én af dem, der har overlevet krigens rædsler fra Balkan, kan jeg sagtens forstå, hvad det kan betyde at leve med krigstraumer. Dette kan medvirke til en stigende isolation for en stor del af vores borgere – isolation som er svær at acceptere.


Samtidig vidner vi til regeringens store travlhed med at præsentere en del reformpakker, som skal sikre, at Danmark ruster sig bedre til fremtiden.

Den nye virkelighed tvinger os alle sammen til omstilling og handling – hvor der skal træffes upopulære men nødvendige beslutninger.
Adskillige økonomiske reformer af vores velfærdssamfund, der allerede er iværksat, vil fortsætte i de kommende år – ingen tvivl om det.


Reformernes primære opgave er at skabe vækst og arbejdspladser. Dette skal hjælpe en stor del af vores arbejdsløse for at vende tilbage til arbejdsmarkedet hurtigst muligt.


Men samtidig er det vigtigt at huske vores medborgere fra starten af denne tekst, som desværre kan være forhindret i at være aktive på arbejdsmarkedet efter de ordinære vilkår.

Vi mennesker, som er så forskellige som individer, har ikke det samme overskud til at håndtere de grimme oplevelser fra vores fortid.

Derfor skal det stå klart, at det ikke er alle – på grund af psykiske forstyrrelser, der kan yde lige meget, men at alle skal have mulighed for at yde, hvad de kan. Derfor hilses herfra initiativer og indsatser, som også i disse krisetider kan fremme tilknytningen til arbejdsmarkledet via forskellige ordninger som f.eks. fleksjob, jobrotation eller virksomhedspraktik, velkommen.


At få personer med psykiske (og fysiske) lidelser tilbage på arbejdsmarkedet kan - grundet de økonomiske udfordringer - være svært i øjeblikket. Men det kan på den anden side være dyrt for samfundet at ignorere disse problemstillinger f.eks. har andelen af førtidspensionister med psykiske lidelser været stigende i en årrække.


Hos en del mennesker sker inklusion i samfundet via arbejdsmarkedet, hvor man kan vinde sin identitet og tilhørsforhold tilbage. Derfor skal kampviljen bakkes op fra vores samfund, så der trods strenge tider vises et stort overskud til at støtte dem, som har viljen og brug for et lille skub.


ODENSE ER ET GODT STED AT BO

(Odense, 4. april 2013)

Danmark er blevet ramt af en økonomisk krise, som har vist sig for at være mere alvorlig, end man oprindeligt havde troet.

Én efter én præsenteres der i disse tider reformpakker, som skal sikre, at Danmark ruster sig bedre til fremtiden.
Den nye virkelighed tvinger os alle sammen til omstilling og handling – hvor der træffes mange upopulære, men nødvendige beslutninger.


”Strange tider er kommet til Korsbæk” vil nogle af os måske huske disse ord af den pligtopfyldende hr. Stein i hans bemærkning om den nye virkelighed i den mest omtalte fiktive by i 30’ernes Danmark. Strenge tider og den globale krise, som mange årtier senere helt frem til vores dage har ramt Danmark udefra, har for længst sat sine spor i de reelle byer landet rundt – også her på Fyn og i Odense.


Strenge tider kræver derfor reformer, og nøgleord i alle reformer i disse krisetider er vækst og optimisme. Væksten har til formål at skaffe arbejdspladser – både nationalt, regionalt og lokalt og optimisme kommer som en følge af væksten og den øgede tillid hos forbrugerne.


Den fremtidige vækst og erhvervsudvikling i vores by Odense kan understøttes af de store infrastrukturelle byggeprojekter, som for alvor vil ændre Odenses form og indhold.


Den meget omtalte lukning af Thomas B. Triges Gade vil nok gøre kommunalvalg i november til en slags folkeafstemning vedr. dette spørgsmål. Dens lukning betragtes sammen med letbaneprojekt som nogle af de centrale elementer i fremtidens trafik i Odense.

Vi er alle sammen i disse år vidner til lukninger af city-butikker og nethandel kan næppe alene være årsagen til det. TBTG-lukning er et godt og nødvendigt forsøg på at skabe rammer for et andet liv i bymidte. Lukning af TBTG indgår i den samlede infrastrukturplan for fremtidige Odense, som er og forbliver motor for fynsk udvikling.


Det store og planlagte byggearbejde og trafikændringer af Odenses bymidte hænger godt sammen med andre overvejelser om at bygge Ring 3 omkring byen, hvor brug af Odense Lufthavn for alvor kan sætte Nordfyns udvikling ind i billedet.


I den anden ende af byen sætter det nye moderne supersygehus (sammen med de andre infrastrukturelle byggeprojekter) Odense på landskortet som storby – både i regionen og i hele Danmark.

Aktiviteter i og omkring Syddansk Universitet bekræfter det faktum, at uddannelse er en vigtig brik i lokal og regional erhvervsudvikling. Alene i denne del af byen med universitetet og sygehuset vil der forventes en stigende daglig frekvens af flere tusinder mennesker.


Med de nye investeringer i byggeprojekter skal Odense gøres attraktiv for nye tilflyttere. Vi har alle sammen læst for nylig, at selv om Odense faktisk får flere nye tilflyttere, er det desværre et stort problem for Odense at holde på de unge i alderen fra 25 – 39 år, hvilket udhuler byens økonomiske fundament på længere sigt.


De kommende store byggeprojekter i Odense skal give mange arbejdspladser og praktikpladser – forhåbentlig til den lokale arbejdskraft og efter dansk overenskomst. Og det er bestemt slet ikke til at undervurdere i disse strenger tider, når vi efterlyser optimisme og forbrugernes tillid.


Disse byggeprojekter er noget, som skal komme os alle til gode, men ud over job/uddannelsesmuligheder handler det i det hele taget om at skabe et godt sted at bo, som alle odenseaner kan være tilfredse med.


DEN SVÆRE/NEMME INTEGRATION

(Odense, 31. marts 2013)

Den seneste episode om den somaliske mor, som sammen med sine børn blev bortvist fra apoteket på Fisketorvet, er ret ubehageligt. Hvis historien skete på den måde, sådan som Fyens Stiftstidende har beskrevet, så kan man kun beklage og tage afstand fra det.

Hver gang når der sker noget af den slags, blusser debat om integration op. Denne gang er anledningen den uheldige episode fra apoteket, men vi har i de sidste mange år haft rigeligt af de utallige integrationsemner, og der har været lidt af hver – ligesom for at få lidt variationer i det hele. F.eks. husker vi alle sammen de utilpassede unges uacceptable adfærd på det lokale sygehus eller fjernelse af juletræ i en lokal beboerafdeling.

Der er desværre mange eksempler, som kan vise, hvor langt væk fra hinanden man kan være.

 

Alt dette viser og beviser, at integration er noget som fortsat vil arbejdes med mange år endnu. Der vil igen stilles spørgsmålstegn ved, hvad der skal gøres for at få en vellykket integration. Det kan endvidere – og måske i al magtesløshed – spørges, om integration overhovedet er muligt – og det kan endda spørges provokerende om hele den snak om integration skal opgives?

 

Det kan siges, at mennesker ikke kan laves om på, uanset hvor mange ressourcer der bruges eller hvor lang tid går. Vi er alle sammen enkelte individer, hver af os har vores egne meninger og holdninger, og det er naturligvis helt legitimt – og helst på den måde, at vores frihed ikke krænker andres frihed og følelser. Det kan være meget relevant at stille spørgsmål – hvordan vi lærer at leve ved siden af hinanden med alle de holdninger, meninger, synspunkter – vi har om hinanden og om tingene omkring os. Kunsten er, hvordan vi kan få det som en fredelig selvfølge – ligesom når man er uenig om diverse politiske emner. Man er uenig, men man respekterer fuldt ud andres valg eller synspunkt – uden at fornærme én.

 

Så – at insistere på dyrkelse af integrationsbegreb er måske slet ikke nødvendigt?

Jeg synes bare, at integration er et godt og positivt begreb/ord. Trods de forskellige eksempler, hvor begrebet blev misforstået eller direkte misbruget, vil jeg stadigvæk mene, at det kan give mening at fokusere på den. Det er muligvis svært at måle integration, man viljen kan sagtens fornemmes, hvis den er til stede. Det kan mærkes, når der søges dialog frem for konfrontationer, hvor man blot skal være det, hvad man egentlig er – et ganske almindeligt menneske i al sin almindelighed – som uden problemer respekterer samfundets regler, normer, værdier – og ikke mindst andre mennesker – og så kan man egentlig kalde det som man vil – også integration - uanset hvor nemt eller svært det kan være.




TAK TIL EN STOR SKUESPILLER

(Fyens Stiftstidende, 22. marts 2013)


Da jeg kom til DK for 20 år siden som krigsflygtning fra Bosnien, vidste jeg ikke ret meget om det danske land. Jo, jeg havde hørt lidt om de fine osteprodukter og naturligvis om det, at Danmark skulle spille EM i fodbold i stedet for krigsramte Jugoslavien. Takket den charmerende hr. Bankdirektør og de andre fremragende skuespillere i ”Matador” er jeg for alvor begyndt at lære om Danmarks historie.
Senere oplevelser og erfaringer som jeg har fået, har blot bekræftet mig i, at Danmark er meget mere end ost og fodbold, det er værdierne, som jeg er så stolt af og gerne vil videreformidle.
Derfor en stor tak til den store skuespiller også herfra.


UDDANNELSE - VIGTIGT MED REALISTISK VALG

(Fyens Stiftstidende, 12. februar 2013)


Fyens Stiftstidende skrev forleden dag, at indvandrerpiger har nået niveau som danske piger, når det handler om at være i uddannelse, imens drengenes uddannelsesniveau er stadig bekymrende lav.

Et stort frafald fra uddannelsesinstitutionerne kræver en stor indsats for drengene, kunne vi høre fra en del forskere, og udfrodringen kan ligge i at give vejledning til den enkelte ud fra deres forudsætninger.

 

Samtidig med denne tendens, er der iverksæt adskillige økonomiske reformer af vores velfærdssamfund, der også vil fortsætte i de kommende år – ingen tvivl om det. Derfor er det slet ikke uvæsentligt at bruge tid på at træffe en rigtig beslutning, når det handler om ens fremtid. Dette gælder ikke kun indvandrerdrenge, men faktisk alle unge, som ønsker sig uddannelsesbaggrund, de kan leve af.

 

Igennem historien blev der bevist mange gange, hvordan forandringerne i Danmark kan vendes til mulighederne.

 

Også i dag står vi over for nogle globale udfordringer: det kan f.eks. høres, at prisstigninger på fødevarerne - grundet madmangel i verden - er meget sandsynlige i de kommende år, men det kan til gengæld give nogle muligheder herhjemme ved at f.eks. investere mere i bæredygtig landbrugsproduktion, der både kan producere mad nok og være miljøvenlig.Så her inden for det nævnte område kan der tænkes om at tage en uddannelse, som giver muligheder.

 

Når vi f.eks. hører, at mangel på unge, der søger til erhvervsuddannelserne er markant faldet, og som faktisk kan føre til den skæve udvikling, at vi i sidste ende mangler vores egne uddannede håndværkere – så handler det igen om at tænke på lang sigt.

 

Det er sagt utallige gange og fra flere sider, at uddannelse er den bedste investering og eneste garanti for, at den ukendte fremtid kan klares. Der er så mange tusinder jobs, der er forsvundet i de foregående år, og det fortsætter også fremover. Man kan lige så godt se det i øjnene og sige, at ufaglærte jobs efterhånden bliver helt udryddet fra Danmark.

 

Men når der tales om uddannelse, er det lige så vigtigt, at der bruges tid på at vælge den rette uddannelse, en uddannelse, som reelt kan bruges og savnes. Lige nu er tendensen, at landets gymnasier trækker rigtig mange unge (måske også imod deres egne viljer og ønsker), imens erhvervsfaglige uddannelser ligger i bund. Det er ret interessant at følge med, om den boglige uddannelse ”via tvang” ikke vil give noget bagslag ved at få en del umotiverede gymnasieelever, som på et senere tidspunkt falder fra. Samtidig er det også vigtigt at huske, at det ikke er alle unge, der har evner til at uddanne sig på universitetsniveau. For vi kan ikke alle sammen være akademikere i dette land. Fortællinger fra erhvervsuddannelses institutioner skal gøre os opmærksomme på, at der faktisk kan være en hel del muligheder i håndværkspraktiske uddannelser.

 

Det er derfor vigtigt at træffe de rigtige beslutninger for at komme nemt gennem overgangen fra ung til voksen. Vi som forældre skal i samarbejde med de kompetente og kvalificerede folk (f.eks. ungdomsvejledere) være med til at hjælpe vores unge til at træffe det rigtige og realistiske valg, som også skal forhindre, at de af den grund forlader ungdomsuddannelserne, hvilket vil køre vores samfund i den forkerte retning. Det har vi slet ikke råd til – hverken økonomisk eller menneskeligt.



24/7 - DET SKRANKELØSE SAMFUND

(Fyens Stiftstidende, 12. januar 2013)

 

En stor nyhed i disse dage har været, at Danmarks største bank, Danske Bank, har lukket for kassen i 131 filialer landet over. Det beviser, at vi er endnu et skridt nærmere til fuldførelse af den digitale integration i Danmark.

 

Der er utallige fordele ved ”24/7 Danmark”: vi kan nu kommunikere hele døgnet rundt med offentlig service, digitalisering frigør også en hel masse ressourcer, som kan/skal bruges andre steder. Vores kostbare tid kan nu bedre planlægges.

 

Jo, vi har en hel del grunde til at være tilfredse med udviklingen i denne digitale tid. Og vi er tilfredse, fordi den digitale udvikling med alle nævnte fordele er med til at forbedre vores velfærd. Netop ”velfærd” er nøgleordet i disse forandringstider, hvor det kører virkelig stærkt. Nogle gange næsten for stærkt – hvor man af og til kan få den opfattelse, at begrebet ”velfærd” ofte bliver brugt for nemmere at fordøje diverse effektiviseringsprocesser, som oversat til almindeligt dansk betyder ganske almindelige besparelser.

 

Men når digitalisering og velfærd går hånd i hånd, skal det så siges, at én af de største udfordringer i den nærmeste tid bliver, hvordan vi får alle vores borgere med på den digitale vogn. For det vil være ret uheldigt, hvis den digitale udvikling opfattes som den ”digitale plage” i stedet for ”velfærd”.

 

Egentlig fortjener mange af vores borgere – især vores pensionister – en stor ros for deres flittige engagement for at begå sig på internettet og for at følge med tiden alle de steder, hvor det kan lade sig gøre: banker, biblioteker, undervisningsinstitutioner, foreninger m.m.

 

Motivation til dette engagement kan være forårsaget af mange forskellige ting: nysgerrighed, underholdning, nødvendighed, ønsket om at være med.

Mange indrømmer dog, at det slet ikke er nemt at tage fat i noget, man længe har haft berøringsangst for.

 

Det skal ikke siges for mange gange, at det ikke er alle, som har de samme evner, uddannelsesbaggrund, arbejdserfaring, når der snakkes om denne digitale integrationsproces. Vi er naturligvis meget forskellige, nogen lærer hurtigt, nogen langsomt.
Men dem, der lærer langsomt, må ikke opleve, at deres tilværelse er fattig, fordi vores samfund ikke vil give dem tryghed og fælleskabets omsorg.

Tryghed for dem, der lærer lidt langsommere er at give den nødvendige tid. Når man i en bestemt alder indstiller sig på at lære noget nyt, så skal kroppen have lov til at fordøje alt det tunge stof, som virkelig opfattes som noget tungt, når man ikke har været vant til at bruge computeren.
Alle der tilegner sig ny viden skal se meningen med det, der læres – uanset alderen.


For alle disse forsigtige mennesker er digitale selvbetjeningsløsninger stadigvæk en ny alternativ/supplering i kommunikation mellem borgere og offentlig service. For mange er den digitale kommunikationsform for længst den eneste måde at bruge det offentlige på.


Men hvis vi ønsker, at alle bliver inkluderet i vores digitale samfund, som skal køre smertefrit og styrke tryghed og fællesskabet, så er det vigtigt, at der udvises lidt mere tålmodighed. Det er bare en lille investering, som kan give så meget tilbage – allerede i det nye år, vi nu er kommet i. 


FINT MED FLERE SPROG FRA 1. KLASSE

(Fyens Stiftstidende, 7. december 2012)


Allerede dagene før regeringen og statsministeren har præsenteret den nye skolereform, kunne man læse/høre om enkelte detaljer, som har vakt stor interesse og som også har fået ros fra flere sider.

 

Herfra hilses der også velkommen især den del, der fortæller om, at danske skolebørn skal begynde at lære verdenssprog engelsk – allerede fra 1. klasse.

Som jeg plejer at gøre i mine indlæg, nævner jeg også denne gang mine egne erfaringer – eller erfaringer med vores to skolebørn. Selv om de er født i Danmark – betragtes de som tosprogede. Når virkeligheden så forholder sig på den måde, kan det siges, at det indtil videre kører nogenlunde ok. Det er naturligvis det danske sprog, de mestrer ganske fint, imens deres modersmål er nogenlunde ok – og det er mest på taleniveau. De har haft kun sporadiske forsøg af modersmålsundervisningen, hvilket har betydet, at de desværre ikke klarer bosnisk sprog lige så suverænt som dansk. Det sprog vi taler hjemme ved køkkenbordet, styrker naturligvis meget deres indlæring af forældrenes sprog, men for at få/opleve den fulde udvikling af det samme, er det lige så vigtigt at talesprog blev understøttet af det skriftlige sprog som læres i timerne i skolen.

 

Derfor er det en god idé, at engelsk som verdenssprog, der i dag er over alt, er med på i skoleskemaet – allerede fra første klasse.

For børnene er faktisk ret dygtige til at omstille sig til flere sprog – og den omstilling bekræftes igen hjemmefra – og en tidlig start på engelsk-undervisningen er helt sikkert noget, som vil gavne børnene på længere sigt.

 

Flere timer i dansk og matematik kan også hilses velkommen, men det er ret vigtigt, at man lytter til lærerne og ikke undervurderer deres advarsler om, at mindre tid til forberedelserne går ud over undervisningens kvalitet. Derfor skal lærerenes råb om hjælp tages seriøst.

Supporten kan f.eks. være i form af frivillige assistenter (lærer/pædagogstuderende), som kan hjælpe lærerne i klassen med de praktiske ting såsom: klargørelse af undervisningsmateriale, kopieringer m.v. Det skal selvfølgelig understreges, at de frivillige undervisningsassistenter ikke overtager undervisningen fra lærerne, frivillige er kun for at understøtte undervisningen.

 

Folkeskolen er én af vores vigtigste institutioner, folkeskolen er vores fremtid – og derfor er det godt og vigtigt, at dens reform bygger på den sunde fornuft.



NEJ TAK TIL TOSPROGEDE KLASSER

(Fyens Stiftstidende, 30. oktober 2012)

 

Undertegnede, som kom til Danmark som 21-årig for snart 20 år siden, kom aldrig til at opleve en dansk folkeskole – som elev. Den del gik jeg glip af og vil aldrig kunne fortælle, hvordan det føles at have danske kammerater i livets første uddannelsesinstitution. Heldigvis har jeg haft 2 af mine børn, der gik og går i en dansk folkeskole, og som var og er glade for den (vores ældste dreng afsluttede 9. klasse sidste sommer).

Den oplevelse af fællesskabet de har fået i Næsby Skole, har de virkelig været glade for. Den oplevelse af fælleskabet – på vores børns vegne har min kone og jeg også har været glade for. Vores børn har været næsten de eneste med ”eksotiske” navne i deres klasse. At sende vores børn i en næsten ren dansk skole var en grundig og velovervejet beslutning, vi to voksne mennesker havde truffet i sin tid. For os to var det virkelig vigtigt, at vores eksotiske børn med deres eksotiske navne bliver en del af det danske fællesskab – og mest naturlige sted for det er naturligvis en dansk folkeskole. For den positive integrationsproces (ikke assimilationsproces) begynder herfra. Det er her, de helt uskyldige væsner møder hinanden, spørger ikke hinanden, hvor klassekammeret kommer fra, det er også her, at fordommen aflives på det lange sigt. Denne erfaring, vores børn har fået i en klasse med deres danske medelever, er måske den bedste investering i vores børns videre uddannelsesforløb.

 

Derfor er jeg rigtig ked af, at Ejerslykkeskolen overvejer at oprette klasser kun for tosprogede. Det kan desværre betyde, at en hel del børn, en hel generation, kommer til at afslutte en dansk folkeskole uden at møde etniske danske klassekammeretter. Rent fagligt kan disse klasser måske forsvares, men som et helt almindeligt menneske synes jeg, at det er en kedelig ting – især i dagens globaliserede verden – hvor forståelsen, tolerance og respekt for hinanden er næsten en nødvendighed. Her i Danmark kan vi ikke redde hele verden, men vi kan gøre en indsats for, at vi i vores lille land har nogle gode klasser, hvor vores (også etniske) mangfoldighed møder hinanden.

 

Den uheldige udtalelse, der kom fra skolederen fra den i disse dage meget omtalte odenseanske skole, er uheldigt. Skolelederen har dog beklaget sit sprogbrug og ”dommen” er også faldet i form af en påtale. Og så skal man videre og tage det positive fra denne sag. Vi blev alle sammen rigere for en erfaring, hvordan man kan havne i en situation, som ingen har ønsket sig.

 

Med udgangspunktet i egne erfaringer med mine børns skolegang i folkeskolen, kan jeg kun bekræfte, at en god skolegang faktisk begynder hjemme ved køkkenbordet. Respekt og en god kommunikation mellem skolen og hjem er én af de væsentlige forudsætninger for at folkeskolen kører smertefrit.


Manglende opbakning hjemmefra – i kombination med skyhøje forventninger til folkeskolen og de konstante besparelser skolen blev berørt i årevis – må alligevel ikke bruges som en reel undskyldning for at danne rene tosprogede klasser. Det skal faktisk være omvendt. Derfor støtter jeg avisens leder fra forleden dag om at sprede tosprogede elever til skoler/klasser domineret med børn af dansk baggrund. Denne debat har man også haft for et par år siden – hvor jeg også dengang havde den samme holdning. Det ser ud som om, tiden er inde for igen at kigge på det samme forslag.


FOLKESKOLEN - HELE FOLKETS SKOLE

(Fyens Stiftstidende, 29. oktober 2012)

 

Folkeskolen er og vil forblive et aktuelt emne i lang tid. Med gode grunde. Folkeskolen er den væsentligste investering i vores fremtid og derfor er forventningerne temmelig høje fra hele samfundet.

Der er især i det seneste tid kommet skærpet fokus på de faglige færdigheder hos eleverne, for hvis Danmark vil profilere sig som videnssamfund, skal der gøres en gevaldig stor indsats for at ændre på den kendsgerning, at hver 5. elev har problemer med at skrive og læse, når folkeskolen afsluttes. Ud over det faglige fylder den sociale dimension også meget. For folkeskolen er både et uddannelses- og dannelsessted. Den er grundstenen i vores samfund, det er her samfundet begynder at danne de fremtidige selvstændige væsner.

Men for at sikre at folkeskolen fungerer optimalt, skal der være nogle ordentlige vilkår, som vi selv kan og skal være med til at opfylde.


Èn af de væsentlige forudsætninger for at folkeskolen kører smertefrit, er respekt og et godt samarbejde mellem skolen og hjem. Med udgangspunktet i egne erfaringer med mine børns skolegang i folkeskolen, kan jeg godt bekræfte alle de holdninger, der fortæller, at en god start og inklusion i skolen/samfundet faktisk begynder hjemme ved køkkenbordet. Respekt og en god kommunikation mellem forældre og skolen eller lærerne har en stor betydning. Det er ikke kun en gode støtte for læreren, det er også en reel solidaritet og ansvar for sig selv og andre.

Med denne indstilling og med forældrenes sociale engagement (eksempelvis via deltagelse i forældremøder/arrangementer i klassen) vises der forståelse for det store pres, lærerene og skolen i det hele taget er udsat for. For folkeskolen er hele folkets skole – også forældrenes. Når man betragter folkeskolens sociale dimension misforstår man måske lærerens rolle ved at blive i tvivl om, om læreren er underviser eller opdrager. For at tage hensyn til barnets samlede trivsel i skolen må forældrene vise større interesse og engagement.
Det gør man bl.a. ved helt overordnet at tilkendegive, at alle børn skal være i centrum – ikke kun mit eget. Helt praktisk skal forældrene sikre, at børnene er klar til skolen: de har lavet lektier, der er orden i tingene (skoletasken), børnene er udhvilede og har spist m.m.


Et andet forhold, som folkeskolen (og andre institutioner) i høj grad er blevet berørt af i årevis, er de konstante besparelser. Den teknologiske udvikling i velfærdssamfundet kan ikke helt erstatte mennesker. Ordet og begrebet ”velfærd” bliver ofte brugt for nemmere at fordøje diverse effektiviseringsprocesser, som oversat til almindeligt dansk betyder ganske almindelige besparelser. Desværre har besparelserne i kombination med skyhøje forventninger til folkeskolen og manglende opbakning hjemmefra tit medført store frustrationer hos lærerne og skoleledelsen, som af og til har den kedelige konsekvens at man havner i uheldige situationer, som den vi har kunnet læse på disse sider i de foregående dage.


I lyset af de store økonomiske udfordringer, vi har i øjeblikket, er det også meget interessant, når man hører, at der er en del forældre i dag, som er villige til at indstille sig på at betale mere om måneden i skat for at styrke en god faglig kvalitet i folkeskolen.


Lige så interessant er det faktum, at flere og flere på trods af det nuværende skattetryk, skriver deres børn ind i private og friskoler for at være på den sikre side, når det handler barnets faglige udvikling. Frem for at sætte skatten op foretrækker man den almindelige brugerbetaling, hvilket naturligvis er et frit valg. Men der er alligevel en lille forskel: med den supplerende betaling til skolegang i friskoler, forsikrer man sig en god skolegang for sitegetbarn, imens folkeskolen gør det for allebørn.


Det bliver meget spændende at se, om folkeskolen i den kommende tid kan leve op til tekstens overskrift.



AFHÆNGIG AF BUSSEN

(Fyens Stiftstidende, 12. september 2012)

 

Sidste måned begyndte vores store dreng sin ungdomsuddannelse på Nordfyns Gymnasium i Søndersø. Der er ca. 13 km. fra vores hus i Næsby til skolen i Søndersø, og det tager ikke mere end et kvarter at køre med bussen én vej. Det er ikke engang mere, end når man skal til Odenses centrum eller Banegården, som kun ligger 4,5 km. væk. (ca. et kvarter til centrum, hvis man ellers er meget heldig og ikke ramt af de store kødannelser i området på grund af arbejdet med Kanalforbindelsen). Så 15 min fra Odenses nordlige del til lille Søndersø er fint nok – også for en fornuftig pris: 300 kr. om måneden. Der er som bekendt rigtigt mange unge, der benytter sig af dette tilbud, og der er rigtigt mange unge, der tager/gennemfører deres ungdomsuddannelser udenfor Odense og dermed er dybt afhængige af den kollektive trafik.

 

Derfor er man hver gang nervøs, når nogen begynder at tale om nye besparelser på den kollektive trafik. Den seneste nyhed om at man vil flytte penge fra bustrafikken på Fyn til busserne i Syd- og Sønderjylland for at få budgettet i Region Syddanmark til at hænge sammen, skaber med god grund bekymring hos den almindelige befolkning på Fyn. Nye besparelser vil helt klart medføre lukning af nogle ruter, sådan som Fynbus også har advaret om. Lukning af ruter vil gå ud over passagererne/borgerne, men også over de små steder, vi har rundt omkring på Fyn. Lige meget, hvordan man drejer, så er det uddannelsesinstitutioner, der skaber liv i lokalsamfundene.

Hvis man vil have, at Udkantsdanmark også skal fungere, så må man forbinde det med resten af landet. Hvis forældrene har problemer med at få transporteret deres børn til en bestemt skole, vender de omkring og kigger på andre muligheder, og meget sandsynligt flytter børnene til steder, hvor det er mindre besværligt at benytte sig af transportmulighederne. I mange tilfælde vil dette lokalt yderligere presse de eksisterende skoler i Odense. Dermed bliver vores Danmark endnu mindre med mange affolkede steder, som ikke for længe siden var fulde af liv. Vil vi beholde/genskabe liv på de små steder – især dér, hvor man allerede har en del faciliteter (som f.eks. skoler)? Jeg vil gerne. Men en væsentlige forudsætning er, at man han en ordentlig busforbindelse, som ikke begrænser folks muligheder. Og det gælder alle steder – i Syd og Sønderjylland, men også på Fyn.

 

ODENSE SOM FOREGANGSSTED 

(Fyens Stiftstidende, 25. august 2012)

 

Regeringen har forleden dag præsenteret en ny ungepakke, som skal få flere unge i job. Det nye skoleår er også begyndt. For mange var det i øvrigt første dag i folkeskolen – som blot er første etape af deres uddannelsesliv. Eller – det burde være den første etape. Tidligere på måneden kom Arbejderbevægelsens Erhvervsråd desværre med nogle kedelige tal, som viser, at der er alt for mange unge fra Danmark i dag, som ikke har en uddannelse ud over folkeskolen, og der er også alt mange unge, som ikke er i beskæftigelse.

Der er faktisk 13 % unge under 30 år, der er på offentlig forsørgelse. Man kan måske sige, at det i sammenligning med andre europæiske lande ikke er helt så slemt. F.eks. er der lande i Sydeuropa, hvor det er det helt op til 47 % af de unge, som er uden arbejde.

 

Men 13 % er alligevel alt for højt et tal i vores Danmark. Unge uden uddannelse er en tikkende bombe under Danmarks velfærd, og vi har ikke råd til at miste så mange unge mennesker.

Derfor skal der handles her og nu, men også på længere sigt. Det er helt klart, at de lave internationale konjunkturer og den økonomiske krise i den store verden ikke gør det nemmere for øjeblikket, men herhjemme er der alligevel nogle tiltag, der kan afprøves. Allerførst er det holdninger: Det skal hele tiden understreges, at uddannelse og viden er Danmarks største og bedste mærkevare i dagens globaliserede verden og den væsentligste forudsætning for at vi fortsat kan udvikle os. Det er ikke spørgsmål, om de unge kan klare et uddannelsesforløb, de skal klare det. Ellers – vi alle sammen kender konsekvenserne: de seneste begivenheder i Vollsmose er bl.a. et sørgeligt bevis på det.

                                              

Men det er også velkendt, at det for mange unge er ret svært at færdiggøre en uddannelse – typisk en erhvervsuddannelse, fordi mange mangler praktikplads (dette gælder alle unge uanset etnisk baggrund). Og praktikpladser kommer ikke ud af den blå luft.

Derfor kan regeringens initiativer om fremrykninger af offentlige investeringer i nyanlæg, renovering mv. kun hilses velkommen.

Og her i Odense og omegn har man i den forbindelse en rigtig god mulighed for at give sine unge en god fremtid.

Kæmpe byggeprojekter (nyt sygehus, letbane) er noget som skal komme os alle til gode, men især de unge skal have særlig gavn af det – for ud over jobmuligheder handler det i det hele taget om at skabe et godt sted at bo.

Der er naturligvis en reel fare for, at når der sættes gang i større projekter her i Odense, engagerer virksomhederne ikke-lokal arbejdskraft, og derfor er det vigtigt at huske vores lokale praktikkanter og lærlinge – og det er efter min mening ok at gå så langt som til at stille krav til virksomhederne via de såkaldte sociale klausuler. Ikke kun vores unge, men vores medarbejdere i det hele taget, er i disse år under konstant pres pga. fri bevægelighed for  billig arbejdskraft udefra.

 

Vi har alle sammen en forpligtelse til at værne om vores velfærd og vores fællesskab. Det er alt for dyrt at spilde en hel ny generation på gulvet. Unge skal oplæres til at selv at tage ansvar for deres handlinger, men det er også vores fælles ansvar at guide og støtte dem via deres uddannelsesforløb. Også dem som tidligere på måneden er startet på første etape af deres uddannelsesliv.  





UACCEPTABELT og MENINGSLØST

(Fyens Stiftstidende, 23. august 2012)


På mine egne og på vegne af min bosniske gruppe fordømmer jeg på det kraftigste den meningsløse vold i Vollsmose og Odense. Især er episoden på sygehuset yderst uacceptabel og grænseoverskridende. Det lyder sikkert naivt og håbløst, men herfra endnu en opfordring til disse mennesker for at besinde sig. Det er på højeste tid, at man begynder at respektere love i det land, der har givet både husly, omsorg og mulighed for at komme videre i livet.

Jeg er også helt overbevist om, at det ikke er kun den danske befolkning, som er forarget over det, der skete i mandags, der er også rigtig mange med indvandrerbaggrund, som enorm er kede af, at de ikke fik lov til at fejre deres helligdag i fred og ro.

Intet kan undskylde disse voldelige handlinger!


 

TRAGEDIEN i SREBRENICA

11. juli - MINDEDAG FOR OFRENE FOR FOLKEMORD i EUROPA
(Fyens Stiftstidende, 9. juli 2012)

 

I år markeres 20 året for starten af den mest forfærdelige og brutale krig i Europa siden Anden Verdenskrig i mange byer i vores gamle hjemland. I en by var grusomhederne særdeles bestialske og umenneskelige. Byen Srebrenica blev den 11. juli 1995 erobret af den serbiske milits, hvorefter 8.000 bosniakkiske drenge og mænd blev massakreret og næsten 25.000 kvinder, børn og ældre tvangsdeporteret.

Men Srebrenica er ikke kun Bosniens tragedie.  Srebrenica er stadig et åbent sår i Europas historie. Massakren skete på trods af, at FN havde erklæret at byen var en ”sikkerhedszone”. ICTY (Den Internationale Domstol i Haag) har defineret Srebrenicas tragedie  som folkedrab. I 2009 vedtog Europa Parlamentet – som udtryk for medfølelse og solidaritet over for ofrenes familier –  at den 11. juli skulle højtideligholdes i EU og alle lande på det vestlige Balkan som mindedag for ofrene for massakren i Srebrenica.

 

Hvad var egentlig anledning til Bosniens tragedie?

Samtidigt med at Danmark gjorde sig klar til at vinde fodbold EM i Sverige ’92 og de fleste europæere stadigvæk var i delirium pga. Berlin-murens fald, så var alt klar til ragnarok bare et par hundrede kilometer væk – på det af og til urolige Balkan.

 

Da det blev tydeligt, at Titos Jugoslavien ikke kunne reddes, udråbte flere af Jugoslaviens tidligere republikker national selvstændighed: Slovenien, Kroatien, Makedonien. Alle 3 fik også international anerkendelse med krigen i Kroatien som følge. Det var kun Bosnien-Hercegovina, som det internationale samfund pålagde at gå til folkeafstemning (efter såkaldte ”Badinter Kommissionen” beslutning). Den fuld legitime og demokratiske folkeafstemningen blev afholdt i marts 1992. Her sagde to tredjedele af Bosniens befolkning  ”ja” til oprettelsen af et selvstændigt land. For alternativet var at blive i Milosevics Storserbien. EU og USA anerkendte hurtigt Bosniens uafhængighed, men dette medførte også starten på den 1395 dage lange umenneskelige belejring af Sarajevo. Ironisk nok – var det bosnierne, det folkeslag som holdt mest af Titos Jugoslavien, der kom til at betale den største pris for Jugoslaviens opløsning. Ikke kun Sarajevos belejring chokerede verden. Det gjorde også billederne af civile fanger i kz-lejre over hele landet og sidst men ikke mindst de forfærdelige begivenheder i Srebrenica den 11.juli 1995 og de følgende dage, som gav krigen i Bosnien den folkemordagtig karakter ifølge ICTY.

 

Hvad kan man lære af Srebrenicas/Bosniens tragedie?

Tusindvis af uskyldige dræbte mennesker, millioner af flygtninge og ødelagte byer er et sørgeligt bevis på, hvad kan ske, når mennesker overskrider grænsen, når galskab overtager fornuften – og når man handler ”forebyggende” for at beskytte sig imod de andre, der er ”underlige”.

I dansk radio dag blev det forleden fortalt, at flere og flere på det sidste besøger Auschwitz, Sarajevo og Srebrenica. Folkemords turisme er blevet rigtig populær – meningen er vist at man skal  lære af fortidens fejl.

Men i Bosniens tilfælde er det ikke nok.

 

Dayton-Aftalen (DA) fra 1995 har standset den bosniske krig – og det er i sig selv stort. Men på en underlig måde begrænser denne aftale landets udvikling. Sådan som den er i dag, giver den de udygtige og korrupte politikere mulighed for at blive ved magten – næsten hele tiden – for det ser ud som om de på grund af den etniske opdeling er vogtere/beskyttere af sine egne grupperinger. Og den etniske opdeling af landet er Aftalens absolut største ulempe. Aftalen har blåstemplet Mladic´ og Karadzics våbensmagt. Selv om disse to i dag sidder i Haag, lever deres projekt stadig i bedste velgående. Derfor er det afgørende, at det internationale samfund nu for alvor blander sig og ikke tillader de samme fejl som for 20 år siden. Bosnien-Hercegovina, som af mange kaldes for mini-Jugoslavien, trænger til en reel fornyelse. DA skal følges af ”Dayton 2” som skal modernisere landets forfatning, sådan at den enkelte borger kommer i centrum frem for de etniske grupperinger. Bosnien mangler stadigvæk meget for at blive medlem af EU; men medlemskab af NATO´s militære alliance er en reel mulighed og NATO´s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen har  flere gange udtalt, at Bosnien rent teknisk er klar til NATO. Men kræfterne i den serbiske del af Bosnien, som drømmer om løsrivelse, afviser det – og DA giver dem formel ret til at stoppe Bosniens vej ind i NATO.

 

Derfor skal presset og hjælpen nu komme udefra, fordi Bosniens mulige optagelse i NATO vil sende et direkte signal til destruktive kræfter, om at Bosnien er et samlet land for alle borgere uanset etnisk baggrund. Det vil også være den største retfærdighed for alle uskyldige ofre i hele regionen og ikke mindst i Srebrenica – et bevis på at deres lidelser ikke var forgæves, og med sin aktive indblanding vil det Internationale Samfund heller ikke tillade, at historien gentager sig.

 

Meho Selman, tidl. bosnisk repræsentant i integrationsrådet,

Aida Zaklan, formand for bosniske studerende i Danmark.

 

EM VÆKKER MINDER OG TANKER

(Fyens Stiftstidende, 8. juni 2012)


EM vækker minder og tanker: 
Jeg må nok indrømme, at min viden om Danmark helt tilbage til min ungdom var ret beskeden.

Én ting husker jeg dog fra en eller anden geografibog, her stod der et sted: ”… Danmark er et godt eksempel på, hvordan flittige mennesker kan skabe et godt samfund… ” I det øjeblik forstod en meget ung teenager det ikke helt: ”Er vi herhjemme måske ikke flittige?” og jeg tænker på min nu gamle far, hvordan han hele sit liv som maler har knoklet fra morgen til aften især i sommermånederne. Af den grund havde vi ikke ret megen tid til at holde mange feriedage i disse måneder i det af og til uhyggeligt varme Balkan.

 

Under mit travle dyrlægestudie blev mit kendskab til Danmark heller ikke ret meget udvidet. Som studerende var der dog alligevel tid til at følge de vigtige landsholdskampe og jeg husker tydeligt Jugoslaviens vigtige sejr over Danmark på udebane i ’91. Jeg var glad, det jugoslaviske fodboldhold var suveræn i sin pulje og var sikkert på vej til EM i Sverige. Men

 

Ganske få måneder efter denne kamp forsvinder Jugoslavien fra landskortet under den mest brutale krig i Europa siden Anden Verdenskrig.

I juni ’92 sidder vi midt i den bosniske krig og hører: ”Danmark har vundet EM”! Midt i kaos sendte man altså tankehilsen til det lille og fjerne Danmark. Midt i helvedet kom man altså til at tænke på det lille og fjerne Danmark.

 

Præcist et år senere under projektet "etnisk udrensning" havner vi i flygtningemodtagelsescenter nord for København – og stadigvæk uden megen viden om dette lille nordiske land.

 

20 år efter at Danmark vandt fodbold EM sidder jeg i dag i Odense og følger med stor interesse den fremlagte skattereform og al diskussion omkring den. Også andre reformer og forhandlinger fylder meget i denne tid. Jeg er godt klar over, at det er nødvendigt – for enhver kan se, hvad der foregår ude i verden. Vores samfund er under hektisk forandring og for at komme godt ud af de økonomiske udfordringer, vi står over for, tvinger virkeligheden os til handling. Og nogle gange træffer man upopulære beslutninger. Men én ting må man aldrig glemme: de overordnede værdier såsom frihed, tryghed, solidaritet og fælleskabets omsorg for dem som har brug for hjælp – må man ikke give slip på. Det kræver samtidigt, at man er loyal over for fælleskabet, og at det respekteres ved at ikke tænke alene på sig selv. At yde og nyde går i hånd om hånd.

 

I denne skrivende stund er der kun nogle få timer til at EM i Polen og Ukraine går i gang og inden Danmark spiller sin første kamp imod Holland. Jeg holder naturligvis med hele mit hjerte med Danmark. Jeg holder med det land, hvis befolkning har givet mig husly og mulighed for at komme videre i mit liv – netop ud fra de ovennævnte værdier.

Derfor vil jeg med mine egne erfaringer i bagagen gerne være med for at formidle og værne om disse nære menneskelige værdier.


 


FODBOLD PÅ BOSNISK

(Fyens Stiftstidende, 7. juni 2011)

 

Fodbold på bosnisk: Jeg er fuldstændig enig med Uffe Andersen, når han i sin kronik (3/6 "Fodbold på bosnisk") siger, at fodboldtilstanden i Bosnien afspejler de politiske forhold i landet (blanding af sport og politik er jo i øvrigt heller ikke noget ukendt for andre eks-jugoslaviske republikker).

 

Jeg har også flere gange påpeget i mine synspunkter i FS (senest 1/6), at Dayton Aftalen (DA) desværre har blåstemplet den etniske opdeling af Bosnien – skabt af Mladic’ våben i løbet af 90’erne.

 

DA bremser i dag næsten al fornuftig udvikling af landet – inklusiv fodbold. Derfor er det på høje tid, at Bosnien endelig får en civiliseret forfatning, hvor den almindelige borger er i centrum frem for etniske grupperinger.

 

I de kommende forhandlinger om ændring af Bosniens forfatning kan både Serbien og Kroatien hjælpe meget, hvilket de fleste i mit gamle hjemland også forventer. Det ville være mere konstruktivt end hele tiden at køre med skrækscenariet ”hvad der vil ske, når bosniakkerne bliver i absolut overtal i Bosnien”? Med den tankegang har konflikterne ingen ende, kan man frygte.

 

PS. Bosnien tabte fredagens vigtige EM-kamp til Rumænien. Betyder det så, at skæbnen nu er afgjort for landet med den tusindårige historie (fra 915)?

 

 

NYT HÅB PÅ BALKAN?

(Fyens Stiftstidende, 1. juni 2011)

 

Tilfangetagelsen af den serbiske militsleder Ratko Mladic er naturligvis en god nyhed.

For de fleste ofre af den bosniske krig er anholdelse af Mladic – 16 år efter krigens afslutning – desværre sket for sent – men for dem, der har overlevet krigens helvede, er der tale om et håb om at Mladic – og ikke mindst den serbiske leder Karadzic – i den kommende retssag ved den Internationale domstol i Haag vil komme til at stå til ansvar for deres grusomme handlinger under den bosniske krig i 92-95.

 

Dermed vil forsoningsproces på Balkan få en reel chance for at lykkes. For der er ingen fremtid, hvis man ikke lærer af fortiden. De kommende generationer er simpelthen nødt til at lære af fortiden for at undgå tidligere fejltagelser. Man skal lære af fortiden, hvad der kan ske, når galskab overtager fornuften, og når mennesker overskrider grænsen. Det værste folkemord siden Anden Verdenskrig og drabet på de 8.000 uskyldige drenge og mænd i Srebrenica, 4-års umenneskelige belejring af Sarajevo, ødelagte byer og millioner af flygtninge er desværre et sørgeligt bevis på det.

 

Man kan desuden høre i disse dage, at tilfangetagelsen af Mladic også betyder, at Serbien har taget et 7 miles skridt nærmere EU. Det kan kun hilses velkommen. Det er godt for selve Serbien; men det er også godt for nabolandene og hele regionen omkring eks-Jugoslavien.

 

Især folk i mit gamle hjemland – som betalte den største pris for Jugoslaviens opløsning – håber, at Serbiens ambition om at blive en del af Europas store familie, også vil smitte på serberne i Bosnien, hvor en del af dem stadigvæk drømmer om at løsrive sig fra Bosnien. Vi kunne se i 90’erne, hvad løsrivelserne bærer med sig – og derfor er det afgørende nu, at EU indleder optagelsesforhandlinger med Serbien – men samtidig skal man også øge presset på Beograd – og ikke mindst Zagreb (Kroatien) for at hjælpe Bosnien i landets bestræbelser for at komme med i EU.

Det er måske den bedste retfærdighed krigens ofre kan opleve.

 

Nu er det også på tide, at forhandlingerne om ændringen af Bosniens forfatning for alvor går i gang – for Dayton Aftalen (DA), der standsede krigen, var god for at skaffe fred i Bosnien, men på den anden side var aftalen ikke i stand til at skabe udvikling af landet.

Det er ikke muligt så længe DA med dens forfatning fastholder den etniske opdeling af landet – som egentlig er resultat af den politik, Karadzic, Mladic og den nu afdøde Milosevic stod for i 90’erne.

Hvis det ikke sker, så er vi vidner til et stort paradoks – hvor Karadzic og Mladic meget sandsynligt bliver dømt for deres handlinger – mens deres værk ”etnisk opdeling af Bosnien” fortsat består.

I det tilfælde er det svært at tro på en ny begyndelse for Balkan.

 

 

FREDAFTALE UNDER PRES

(Fyens Stiftstidende, 03. august 2008)

 

Tilfangetagelsen af Radovan Karadzic og hans udlevering til FNs domstol i Haag er selvfølgelig en stor og glædelig nyhed, og den kan også få historisk betydning.

Ud over at Radovan Karadzic nu skal stå til ansvar for sine grusomme handlinger i den bosniske krig i perioden 92-95, må man heller ikke glemme, at det også handler om Bosniens indbyggere og landets fremtid.

I november 1995 i den amerikanske militærbase i Dayton lykkedes det for USA's fredsmægler for Balkan Richard Holbrooke, at samle alle Balkanledere ved forhandlingsbordet - undtagen Radovan Karadzic - for allerede på det tidspunkt rejste FNs domstol tiltale mod ham for folkemord i Bosnien.

Det internationale samfund med USA og EU i spidsen ville ikke tale med en formodet krigsforbryder, der først nu 13 år senere stilles til ansvar.

Forsamlingen af Balkanledere i Dayton resulterede i den berømte Daytonaftale (DA), som standsede 4-års krig i Bosnien og allerede dengang slog man fast, at DA skulle fornyes på et senere tidspunkt.

Men paradoksalt nok - selv om Karadzic blev udelukket fra fredsforhandlingerne - har DA anerkendt og legitimeret Karadzics værk i Bosnien - i form af den "serbiske republik" i Bosnien.

Den opstod under krigen ud fra ønsket om en "ren serbisk stat" med Karadzic som "republikkens" første præsident. Den rene serbiske stat, hvor alle andre ikke- serbere blev fordrevet.

Karadzics udelukkelse fra fredsforhandlingerne i Dayton pga. hans folkemordsagtige politik og samtidig anerkendelse af Karadzics værk i Bosnien gennem DA giver et forvirret og usammenhængende billede af forholdene i efterkrigens Bosnien.

Alle, der har et minimum af kendskab til forholdene i Bosnien ved godt, at landet efter DA er etnisk opdelt mellem den serbiske og den bosniakisk-kroatiske del. Det er også kendt, at Dayton-forfatningsstrukturen er uholdbar på længere sigt.

Landet kan ikke udvikle sig demokratisk, når det f.eks. har tre særskilte etniske politistyrker eller med en diskriminerende valglov (f.eks. kan en serber fra Sarajevo ikke stemme på en serber og omvendt kan en bosniak/kroat ikke stemme på "deres egne" i den serbiske republik).  

Den etniske opdeling af landet er altså Karadzics værk, som på en underlig måde blev blåstemplet i DA, og derfor vil det blive mere end spændende at se om Karadzics projekt bliver sanktioneret under de kommende forfatningsforhandlinger.

Selv om det lyder fra omverden, at bosnierne selv skal forny DA, er det også et kedeligt faktum, at de bosniske ledere i dag ikke kan opnå enighed i en overskuelige fremtid.

Derfor er det altafgørende, at det internationale samfund engagerer sig stærkere i de kommende forfatningsforhandlinger - især nu i lyset af den kommende retssag mod Karadzic.

Som faderen til DA, Richard Holbrooke, sagde i det tyske magasin Der Spiegel lige efter Karadzics anholdelse - "at Karadzics exit fra scenen vil styrke sammenhængs- og forsoningskræfterne i Bosnien".

Det kan tilføjes, at Karadzics tilfangetagelse for alvor vil søtte DA på prøve og anholdelsen vil også skabe en reel platform for krigens ordentlige afslutning og den reelle forsoning.

Bosnierne har selv ansvar for deres eget land, men det har det internationale samfund nu også. Bosnierne fortjener en mere moderne og demokratisk forfatning - hvor alle tre store befolkningsgrupper (bosniaker, kroatere, serbere) bliver behandlet som ligeværdige borgere, og hvor de gennem den samme forfatning får garanteret beskyttelse af deres nationale, etniske og kulturelle identitet.

Når landet - med hjælp fra omverdenen - får en demokratisk forfatning - så ser jeg frem mod, at mit gamle hjemland sammen med naboerne Serbien og Kroatien en skønne dag bliver en del af den store EU- familie, hvilket jeg ønsker af hele mit hjerte.

 

PRESSET SKAL KOMME UDEFRA

(Fyens Stiftstidende, 03. august 2007)

 

Uffe Andreasens (UA) kronik 30/7 om forholdene i dagens Bosnien mangler nogle detaljer om, hvorfor mit gamle hjemland, Bosnien og Hercegovina (BiH) 12 år efter krigen bevæger sig alt for langsomt i den ønskede retning.

I sin mere end tusindårige historie (fra 915) har BiH aldrig været etnisk opdelt, som tilfældet er i dag. At den opdeling stadig holder, er Dayton-aftalen paradoksalt nok en god garant for. Dayton-Bosnien (DB), som mange bosniere i dag kalder deres hjemland, er skabt under den seneste Balkan-krig, og Dayton-aftalen fra 1995 har blot fastholdt og legitimeret etnisk opdeling af landet. Dermed er resultaterne af fænomenet "etnisk udrensning" sørgeligt nok blevet anerkendt.

 

I dag handler det ikke om, magten vil flyttes fra den ene til den anden del af landet, men helt praktisk om, at BiH's love anvendes i hele landet, hvilket ikke er tilfældet i dag på grund af Dayton-aftalens begrænsninger.

Der er mange gode eksempler på, at Dayton-aftalen er mangelfuld, begrænser videreudvikling og har overlevet sig selv. De mest synlige er:

1: Den apartheidlignende/ etniske valglov til DB's præsidentskab. En serber fra Sarajevo kan ikke stemme på den serbiske kandidat, og en bosnier eller kroat fra den serbiske del af DB kan ikke stemme på den bosniakiske eller kroatiske kandidat. Det hører ikke hjemme i et moderne demokratisk samfund.

2: DB's forfatning, som gør, at hver etnisk gruppe har sit eget etniske politi. Altså intet fælles politikorps.

Ikke mindst af moralske grunde burde følgende også ændres: Hvert år den 11. juli (datoen som markerer begyndelse på Srebrenica-folkemordet) begraves de fundne ofre i Srebrenica, og den begivenhed bliver sikret af serbisk politi - det samme som efter Den Internationale Domstols kendelse i Haag "deltog sammen med bosnisk-serbiske militsstyrker i folkemordet på 8000 m¿nd og drenge i Srebrenica". Forestil dig, at familier til Auschwitz-ofre skulle begrave deres ofre, samtidig med at Gestapo-politistyrker skulle sikre begivenheden! Det ville være ganske usmageligt.

Derfor er det nødvendigt, at landet får en moderne forfatning, som skal sikre, at landet fungerer normalt med fælles institutioner (herunder fælles politi og en ganske normal valglov). Det internationale samfund, som har været med til at blåstemple DB, skal fortsat blande sig i BiH's reformprocesser, også i betragtning af alle de midler, som er blevet brugt til genopbygning af Balkan. Og også på grund af, at FN har svigtet den bosniske befolkning under krigen (Srebrenica som FN's "sikkerhedszone").

Samtidig skal bosnierne presses til at overtage ansvaret for deres eget land. Men Dayton-aftalen kan ikke sikre de nødvendige rammer mere og skal derfor fornyes. Det vil forhåbentlig medføre, at landet bevæger sig fra en "koldkrigsfase" til en "koldfredsfase" og fungerer nogenlunde normalt - uden "barnepiger".

PS. Det er rigtigt, UA, at Serbien blev frifundet for at planlægge folkemord (Srebrenica), men landet blev kendt skyldig i at ikke gøre nok for at forhindre det. Det er første gang i historien, et land bliver dømt for den slags.

 

NEDLÆG DE SMÅ KLASSER i VOLLSMOSE

(Fyens Stiftstidende, 08. juni 2007)

 

Odense Kommune (Børn- og Unge Forvaltningen) har udarbejdet et Inspirationskatalog, der skal danne strategi for bedre integration af børn og unge med anden etnisk baggrund.

I indledning af dette katalog understreger børn- og ungerådmand Jane Jegind, at kataloget udelukkende er tænkt som inspiration til debatrunden, som B&U udvalget skal i gang med at diskutere med forskellige eksterne og interne interessenter i den kommende periode.

I katalogets kapitel "5.3 Indsatser for de 6-14 årige - Skoledistrikter, der afspejler byens mangfoldighed" foreslås der, at "Vollsmoseskolerne kunne eksempelvis består af børnehaveklasse til og med 6. klassetrin (fødeskole), hvorefter elever flyttes til en anden skole (overbygningsskole)".

 

Jeg tror, at jeg forstår den helt overordnede tanke, som må have til formål at øge sammenhængskraften i det danske samfund. Tanken er sådan set god nok, men måden er forkert. Hvis man vil gøre noget grundigt ved Vollsmoses skolebørn og ved at fremme deres skolegang, så skal man efter min mening helt nedlægge de små klasser i Vollsmose. Altså, det skal være lige omvendt: Det er børn fra 0. klasse, der skal overflyttes til andre af byens skoler, og det vil efter min bedste overbevisning gavne de børn mere at have en helt normal og almindelig skoledag med danske børn fra kl. 8 - 12 end heldagsskolerne, som Vollsmoses børn fra 0. til 3. klasse går i.

Det vil ud over det faglige give børnene med anden etnisk baggrund sociale kompetencer, når de omgås med deres danske medelever.

Jeg kan dog være lidt mere nervøs, når det handler om en overflytning af børn fra sjette klasser. Jeg er bange for, at disse børn (og unge) ikke er forberedt godt nok til denne overflytning, hvilket kan føre til et nyt nederlag for dem, nye konflikter på det nye sted, nye frustrationer for alle, som til sidst også kan gå ud over den skole/de skoler, der vil modtage disse børn. Det er desværre et billede, vi kan genkende, når børnene forlader folkeskolen - mange af dem er ikke forberedte fagligt godt nok og trist nok heller ikke socialt - for det er her i mellemskolen, børnene oplever det første og sande kulturmøde med danske elever! Noget der skulle være sket for ni eller 10 år siden, sker altså først, når vi har fået et næsten dannet menneske med alle dets holdninger, meninger og også fordomme. Det er lidt for sent, og det er et problem som nu i øjeblikket er svært at finde den rette løsning på. Derfor - for at forebygge den slags fremover skal man satse på de helt små, og mit forslag er: Transporter de helt små fra Vollsmose til andre byens skoler i stedet for de større børn.

Jeg må også afsluttende sige, at jeg har svært ved at fokusere kun på de etniske børn som hovedproblemet. Den skæve sammensætning, der findes i Vollsmoses skoler og i andre "grænseskoler", bærer de danske forældre, der flytter deres børn fra disse efterhånden indvandrerdominerende klasser, også en del af skylden for. Men det er ikke realistisk at forvente, at danske forældre vil sende deres børn til Vollsmose.

Men man skal forsøge og et sted skal man begynde - og første skridt er efter min mening overskriften til denne tekst.

 

MIN STØTTE TIL SPREDNING

(Fyens Stiftstidende, 25. april 2007)

 

I DE FORLØBNE dage har Fyens Stiftstidende i flere omgange bragt artikler, der handler om forbedring af integration i Odense på skoleområdet. Eksperterne foreslår, at tosprogede elever transporteres og køres til skoler, der er domineret med børn af dansk baggrund.

DET KUNNE også forstås, at vores byrådspolitikere heller ikke er afvisende over for den tanke dog med det forbehold, at en stor del af dem helst ikke vil gøre det med tvang. Det kan man ikke være uenig med dem i. Jeg er også enig med dem, der hellere vil satse på selve undervisningen. Og når man snakker om selve undervisningen behøver det nødvendigvis heller ikke at betyde, at problemerne i skolerne er lig med børnenes etnicitet.

 


Men det er ikke kun undervisning og det faglige niveau der er vigtigt. Det er klart, at det er afgørende, at man skal lære at skrive, læse, regne for at klare sig videre i livet. Det er derfor, at undervisning og det faglige niveau kommer i første række. Men man skal også være opmærksom på den sociale dimension, som også er vigtig i ens skolegang og det er derfor, at jeg umiddelbart støtter tanken om spredning af tosprogede børn.

DET MÅ være en underlig følelse -især hos indvandrerbørn - når de en dag afslutter en dansk folkeskole, at de slet ikke haft "rigtige" danske kammerater. Det, synes jeg, er ærgerligt, fordi folkeskolen må være et oplagt og naturligt sted til et sandt kulturmøde.

JEG HAR tidligere haft et indlæg, hvor jeg har støttet tanken om det frie skolevalg og det er absolut den bedste motivation, når man selv vælger at blande sig med andre. Men desværre er det ikke sådan i virkeligheden. Tanken om det frie skolevalg har oplevet næsten modsat effekt, hvilket eksamplerne fra henholdsvis Rising Skole og Kragbjergskolen viser.

DANSKE FORæLDRE flytter deres danske børn til andre skoler af objektive grunde (søskendebørn), men også af frygt for et lavere fagligt undervisningsniveau pga. et stigende antal af indvandrerbørn. Omvendt begynder forældrene til indvandrerbørn at vise en uforståelig ligegyldighed og børnene bliver måske ubevidst, måske bevidst ofret.

RESULTATET kender vi alle sammen: det er en total uvidenhed om hinanden, angst for hinanden og en fuldstændig polarisering i vores samfund.

DERFOR STØTTER jeg den tanke om elevfordeling, hvor den højeste grænse må være 25 -30 procent tosprogede børn i en klasse. I første omgang skal man måske se bort fra Vollsmoses skoler, fordi det kræver en seriøs tilgang og fordi det er en virkelig langvarig proces med at "normalisere" disse skoler. I stedet kan man så løse problemerne på de nye truede skoler, inden det bliver for sent.

DET ER KLART, at alt dette koster og det er også klart, at det bliver umuligt at tilfredsstille alle parter i denne problemstilling, fordi der er så mange interesser. Nogle gange kan det måske være nemmere at lave om- eller opprioritering af midler, end det er at træffe store beslutninger, der kan gå ud over ens popularitet.

 

PÅ TIDE AT AFPRØVE NOGET ANDET

(Fyens Stiftstidende, 17. marts 2006)

 

I Fyens Stiftstidende mandag den 13. marts afviser S og SF børn- og unge-rådmandens forslag om at sprede byens tosprogede børn, og i stedet går S ind for særlige klasser, mens DF foreslår særlige skoler for disse tosprogede børn.

Jeg mener, at vi igennem de seneste mange år har fået nok af de særlige projekter kun for børn med indvandrerbaggrund - og nu er det tid til, at man afprøver noget andet.

Særlige skoler og særlige klasser har en modsat effekt, og i stedet for at styrke fællesskabet, bidrager disse til polarisering og øget isolation af tosprogede børn.

 


HVIS man virkelig vil fremme forståelse og afblæse fordomme om hinanden, er det vigtigt at sikre vilkår, som reelt støtter et sandt kulturmøde, og folkeskolen er et helt oplagt og naturligt sted til dette møde.

Det er dog lidt vanskeligt kun i de "rene danske" klasser eller "rene etniske" klasser.

RÅDMANDENS forslag opfatter jeg ikke som et angreb rettet mod børn med indvandrerbaggrund. Tværtimod.

Forslaget skulle også gerne forhindre fraflytning af danske børn, især fra "grænseskolerne" (for eksempel til Vollsmose området - Rising, Ejby med flere), hvor tosprogede børn stille og roligt "overtager" majoriteten i klasserne.

HER er der naturligvis ikke tale om de "stærke" etniske børn. De sørger for sig selv, når familien bevidst flytter fra socialt belastede områder (hvilket i forvejen kan betragtes som et ønske om at blive integreret?).

Her tales derimod om de "svage". Det vil sige børn fra socialt dårligt stillede familier, hvis danske sprogfærdigheder er lidt begrænsede.

Løsningen er ikke, at disse børn lukkes ind i specielle skoler - de skal ind i systemet og blandes med danske børn, og deres undervisning skal suppleres med intensiv danskundervisning. (Det vil ellers være ideelt, hvis der i hver klasse højst er 30 procent tosprogede børn.)

Spredning af tosprogede børn med begrænsede sprogfærdigheder er efter min mening én af de muligheder, der kan være med til at styrke vores lokale fællesskab.

 

VÆR FORSIGTIG MED GENERALISERINGER

(Fyens Stiftstidende, 08. marts 2006)

 

SOCIALT BEDRAGERI: "Omfattende socialt bedrageri blandt indvandrere" er overskriften på læserbrevet mandag den 6. marts af rådmand Erik Simonsen.

Det er selvfølgelig fuldstændigt uacceptabelt, og dem der snyder og bedrager skal man have fat i.

Der er desværre også mange indvandrere på de sociale ydelser, og det er ligeledes uacceptabelt og dyrt for samfundet på længere sigt. Dem skal man også have fat i. De skal motiveres eller "piskes" til at være mere aktive på arbejdsmarkedet.



Tankerne om optjening af et vist antal point gennem arbejde og uddannelse, inden den enkelte får ret til sociale ydelser (som De Radikales folketingspolitikere foreslår) er noget, man kan debattere og noget, man kan være enig eller uenig om.

Samtidig er det vigtigt at huske, at der også er en tredje og heldigvis relativ stor gruppe af indvandrere, der er selvforsørgende og aktivt bidrager til det danske samfund, og som ikke har noget med bedrageri at gøre. De ønsker at være en del af dette samfund, men de har også lyst til at leve deres liv i fred og ro.

Med den generalisering som vores nye rådmand bevidst eller ubevidst kommer med, bliver de imod deres egen vilje puttet i den samme kasse, som dem der snyder, bedrager og ikke gider noget.

Og når man så virkelig vil gøre det spændende, tilføjer man ordet "muslimsk" - og det hele får lige pludselig en anden dimension.

Da det stod fast, at ES blev rådmand i Social og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense Kommune, sagde ES selv flere gange, at han vil arbejde for en bedre dialog mellem Odense Kommune og Odenses borgere med anden etnisk herkomst, hovedsagelig gennem Flygtninge- og Indvandrerrådet.

Det er noget, jeg naturligvis er meget glad for, og jeg er ikke et eneste sekund i tvivl om, at rådmanden virkelig mener det.

Derfor er det noget overraskende og skuffende, at rådmand ES kommer med generaliseringer, når vi ved, at man skal se lidt mere differentieret på problemet.

 

ØNSKE OM FRED

(Fyens Stiftstidende, 02. marts 2006)

 

På vegne af min bosniske forening (KUD Behar) og som bosnisk repræsentant i Odenses integrationsråd vil jeg tilslutte mig Niclas Turan Kandemirs ønske (22/2) om at sætte en stopper for konflikten omkring JP-tegningerne. Især hilser vi velkommen opfordringen til at tage afstand fra afbrænding af Dannebrog samt boykot af danske varer. Samtidig siger vi også ja til ytringsfrihed, men ytringsfrihed med ansvar og respekt. Omvendt skal muslimer (og ikke-muslimer) også vise respekt for de værdier, der gælder i det danske samfund.


Gensidig respekt er ikke blot et ønske, men en absolut nødvendighed i denne tids foruroligende verden.

 

DET MINDER OM BALKAN

(Fyens Stiftstidende, 13. februar 2006)

 

KULTURSAMMENSTØD: Jeg ser med stor bekymring på den seneste udvikling i forbindelse med JP-tegningerne. De ord, der blev sagt, de billeder, der blev vist, den stemning, der blev skabt, minder mig uhyggeligt meget om stemningen fra Balkan i begyndelsen af 90'erne.

Jeg ved ikke, om det er muligt at sammenligne denne situation med Balkan-forholdene, men der er nogle ting jeg kan genkende, og som gør mig urolig. De erfaringer, jeg har fra Balkan fra starten i 90'erne, siger mig, at når galskaben blandt mennesker får magt, er der ikke ret meget tilbage, vi almindelige mennesker kan gøre. Desværre. I dét tilfælde handler det bare om at ikke være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Derefter gør mennesker en masse primitive ting, som om vi igen er tilbage i stenalderen. Man reagerer emotionelt og irrationelt. For det er ikke fornuften, der regerer mere
.
Jeg er bange for, at vi i det globale perspektiv nærmer os det punkt, hvor fornuften forsvinder, og man reagerer med hjertet i stedet for hjernen - f.eks. ligesom på Balkan i slutningen af sidste århundrede.

Selv om det kan lyde skræmmende, må vi heller ikke tøve med at kalde tingene med de rigtige ord: Vi befinder os i dag i en krig, i en åben verbal kulturkrig, hvor vi almindelige mennesker bliver vildledt, forført, manipuleret. Havde sagen med JP-tegningerne ikke været der, ville der sikkert have været en anden, måske ikke så stor - men med den stemning, der er skabt gennem de sidste mange år, skal der ikke ret meget til, inden det hele eksploderer.

Personligt kan jeg ikke se noget formål med de tegninger, som JP har bragt, men når det nu skete, har vi alle sammen et ansvar og en forpligtelse til at bidrage konstruktivt til at afdæmpe den anspændte stemning. Derfor skal man hele tiden have fornuften i sit baghoved. Alle de slemme ord, vi siger om hinanden, også herhjemme i Danmark, styres af følelserne. Hvis vi fortsat tillader følelserne at styre os, vil vi stadig blive ved med yderligere at dæmonisere hinanden.

Det var også det, der skete på Balkan i 90'erne. Det lykkedes at overbevise ens egen gruppe om, at de andre er anderledes, og det er umuligt at leve sammen med dem. Det lykkedes at overdæmonisere en anden gruppe eller andre grupper, derefter gik man i krig mod dem, og til sidst ender det med, at man alligevel bliver nødt til at acceptere de andre - selv om man måske ikke kan lide dem.

Hvem er vinderen? Der er ingen. Der er kun tabere, og det rammer mest os almindelige mennesker. Så derfor, hvis vi ikke kan have indflydelse på begivenheder i den store verden, så kan vi gøre en indsats for at undgå yderligere optrapning herhjemme. Det har man endelig også forstået på Balkan i dag, desværre lidt sent, men alligevel nok til at indse, at det er fornuften, der i sidste ende regerer.
 

 

 

BEDRE VILKÅR FOR BØRNEFAMILIERNE

(Fyens Stiftstidende, 06. oktober 2005)

 

Borgerne i enhver kommune ønsker sig naturligvis gode offentlige servicetilbud.

Men arbejdspladser og et velfungerende erhvervsliv er en forudsætning for opretholdelse af et højt service- og velfærdsniveau. Samtidig er det de erhvervsaktive borgere, der øger beskatningsgrundlaget, som kommer alle Odenses borgere til gode.

En stor del af disse erhvervsaktive borgere udgør børnefamilierne.

Det er denne gruppe, der sammen med andre erhvervsaktive borgere sikrer velfærd for alle borgerne. Det forventer samfundet også. Når samfundet har disse forventninger, vil det så være naturligt, at det samme samfund også støtter børnefamilier - i det mindste med et ordentligt servicetilbud.

 


Det har børnefamilier brug for, og Odense har også brug for denne gruppe. Statistikken viser i mellemtiden, at flere erhvervsaktive borgere, blandt dem også børnefamilier, forlader Odense Kommune. Der er sikkert flere (økonomiske) grunde til det, men ringe pasningstilbud må ikke være én af grundene.

Det er et faktum, at daginstitutionernes åbningstider efterhånden dårligt følger forældrenes behov. Man skal virkelig cykle stærkt eller køre som en galning igennem byen, for at nå at hente sit barn kvart i fem. For at ikke nævne alle dem, der dagligt pendler frem og tilbage.

Det er også et faktum, at flere og flere arbejdspladser har flekstider i dag - og pasningstilbud især for de tre-femårige ligeledes skal være fleksible. Det er dog lidt vanskeligt, da der tidligere i den store sparerunde blev sparet fire timer af daginstitutionernes ugentlige åbningstid.

Der er ingen tvivl om, at det bedste for børnene vil være, at de tilbringer mest tid sammen med forældrene, men virkeligheden er bare lidt anderledes, og det er man nødt til at forholde sig til.

Odense Kommune kan være med til at gøre dagen lettere for børnefamilier med fleksible pasningstilbud. Odense har også interesse i, at børnefamilier har det godt og bliver boende i vor by.

 

 

KULTURLIV SKABER ERHVERVSUDVIKLING

(Fyens Stiftstidende, 01. september 2005)

 

Et velfungerende erhvervsliv og uddannelse er grundlaget for hele udviklingen.

Samtidig med den positive udvikling på Odense Havn (med eller uden kanalforbindelsen), skal der også kigges på andre steder, som kan sikre vor by en økonomisk gevinst. Én af mulighederne ligger i gode kulturelle tilbud med et varieret udbud af oplevelsesmuligheder.

Som bekendt har Odense Kommune før sommerferien vedtaget en kulturstrategi som blandt andet går ud på at skabe kulturattraktioner, som skulle v¿re med til at lokke flere besøgende til Odense.


Især kulturattraktioner der omfatter og inkluderer borgernes mangfoldighed kan være med til at lokke flere besøgende til Odense.

I den sammenhæng forventes der, at kulturattraktioner også har en økonomisk effekt i form af opståen af små erhvervsfaciliteter, der kunne etableres rundt omkring.

Odense-bydelen Vollsmose, som ofte omtales negativt, har netop i denne sammenhæng en fordel, der hedder opmærksomhed.

Bydelens dårlige rygte, men også "berømmelse", kan og skal udnyttes, bruges og kommercialiseres.

Selv om ingen af de nye kulturprojekter (vandkulturhus, sportsarena) bliver fysisk placeret i Vollsmose, skal man ikke opgive tanken om at bydelen får sin egen attraktion. En attraktion som området vil genkendes for.

Derfor synes jeg, at Vollsmose skal have noget, som kun bliver Vollsmoses og Odenses særkende, det kunne f.eks. være et multimediehus med "fremtidens" værksteder. Fremtidens værksteder der er for alle, både for unge og ældre, og indeholder en masse af elektroniske tilbud.

I værkstederne får borgerne gennem it og den nye teknologi, nye måder at handle med hinanden, og forholde sig til verden på.

Multimediehuset skal være et oplevelsesmiljø, centrum for kultur og informationsteknologi.

I området har man allerede nogle gode erfaringer med bibliotek og dets faciliteter, som der kan bygges videre på. Det passer også til kommunens nye kulturstrategi, der sigter på at fremme den enkeltes muligheder for et aktivt medborgerskab gennem oplysning, uddannelse, og kulturel aktivitet blandt byens borgere.

Hvorfor skal huset placeres i Vollsmose? Fordi der stadigvæk er noget tilbage af de ubrugte kvartermidler, der er afsat til kulturhus i Vollsmose.

Det skal være i Vollsmose, også fordi alle snakker om, at Vollsmose skal åbne sig for omverdenen og omvendt.

I kombination med andre tiltag (f.eks. forlængelse af Risingvej), vil det give gode forudsætninger for et godt erhvervsliv, og dermed til gavn for alle Odenses borgere.

En sådan kulturattraktion vil gøre kommunen mere attraktiv for borgerne at bo i, og på den anden side, vil den hos områdets beboere styrke loyaliteten over for det lokale samfund.
 

 

 

 

 

 

 

 

 

selman.dk © 2013 • Privacy Policy • Terms of Use

www.selman.dk